HISTORIEN OM Hotel Christiansminde

Historien om Hotel Christiansminde er også en fortælling om det symbiotiske forhold mellem tradition og forandring. Om at bevare, og om den uundgåelige udvikling. Vi skal flere hundrede år tilbage, til den gang hvor området hed Termeriet – opkaldt efter de mange kilder. Og allerede dengang et yndet udflugtsmål for købstadens borgere.

Historien om Hotel Christiansminde, er også historien om selve Christiansminde.

TERMERIET
Historien bag Christiansminde strækker sig helt tilbage til udskiftningen af Svendborg Bys Jorder i 1818. Dette område af Øxenbjergmarken, bestod da af kildevæld og krat, og blev kaldt Termeriet. Kilder som stadig beriger området med søer og springer i fontænen ved hotellet.

OPKALDT EFTER KRONPRINSEN
I 1829 besøgte Kronprinsen – senere Kong Christian den VIII – og Kronprinsesse Caroline Amalie Termeriet som herefter blev omdøbt til “Christiansminde.”

HOTEL CHRISTIANSMINDE OG CHRISTIANSMINDE BADEHOTEL

Der har i årenes løb været stor forvirring omkring Hotel Christiansminde og Christiansminde Badehotel. Det ene bliver hyppigt forvekslet med det andet, hvilket er forståeligt, efter de mange forandringer ejendommene og området har været igennem i tidens løb. Disse bygningers historie går helt tilbage til starten af 1800-tallet, hvor der blev opført et skovhus, hvor Hotel Christiansminde står i dag. Det blev kendt som Skovhuset. Et sted, hvor Skovfogeden holdt opsyn med skoven, men som tiden gik, blev det mere og mere til et værtshus, hvor der blev skænket kaffe, øl og toddy til skovejerne, deres familier og andre gæster. 

Hotel og restaurant Christiansminde

Skovhuset kunne til sidst ikke holde trit med efterspørgslen, og bygningen blev overdraget til kommunen og revet ned i 1875. På grunden opførte kommunen et nyt samlingssted for byens borgere – og Hotel og Restaurant Christiansminde blev indviet 1. Pinsedag 1877. Med udsigt til et voksende antal besøgende i området, havde kommunen store ambitioner for Hotel og Restaurant Christiansminde. Restauratør N. A. Frandsen blev sat til at indfri disse høje forventninger, og fik bevilling til et nyt badehotel bag hotellet, og i 1881 blev Christiansminde Badehotel opført med Henrik Wandall som arkitekt. Under 2. Verdenskrig blev begge hoteller påført store skader og krævede omfattende renovationer. I 1974 blev Hotel og Restaurant Christiansminde revet ned, og i 1977 blev hotellet, som vi kender det i dag, opført.

HK

I starten af 1980’erne gik Christiansminde nye tider i møde. Den 1. juni 1981 blev det nye hotel købt af HK-forbundet og omdannet til kursusejendom til uddannelse af tillids- og sikkerhedsrepræsentanter, bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere i HK. I 1992 blev det gamle vandrehjem Villa Søro revet ned for at gøre plads til udvidelse med en ny kursusbygning. Denne blev i 2011 navngivet “Sylvester Kuben” efter de mange malerier af Leif Sylvester, som pryder væggene.

I 2011 kom der større fokus på kommerciel drift af hotellet, ikke mindst i form af at tiltrække flere feriegæster. Takket være den naturskønne beliggenhed er disse i større og større udstrækning blevet til gæster, der kombinerer et ophold med aktiviteter i naturen.